ETABLERING AF NATURCENTER PÅ KONGSKILDE MED SATELLITTER I FIRE STEDER I SORØ KOMMUNE

 (Dette er den oprindelige projektbeskrivelse fra 2008, hvor der kun er ændret nogle få ord, så beskrivelsen hænger sammen med de faktiske forhold i 2010. Sorø Kommune besluttede i 2008 at bevilge penge til projektet, der etableres i 2009 og 2010.)

 

Vision

At binde Sorø Kommune sammen fra nord til syd indenfor natur og friluftsliv

 

Formål

At give borgerne i Sorø Kommune mulighed at benytte de varierede tilbud indenfor naturoplevelser og friluftsliv, der findes på et naturcenter.

 

At give borgerne flere muligheder for friluftsoplevelser. Når man færdes i naturen og oplever mange forskellige sanseindtryk øges ens velvære. Man får en bedre fysisk kondition og kommer i psykisk balance.

 

At etablere naturcentersatellitter som udgangspunkt for at gå på opdagelse i natur og landskab forskellige steder i Sorø Kommune med forskellige former for flora, fauna og landskaber:

 

Bålhytte ved Store Åmose
Eksempler på oplevelsesmuligheder på stedet: Ferske enge med tørveskær, sumpet skov, højmose, tørre bakker og sandede overdrev. Smeltevandsdal med stor afstrømingsflade fra sidste istid. Kulturspor efter tørvegravning. Fredede områder med meget værdifulde kulturspor fra Stenalderen. Naturplejet overdrev.

 

Bålhytte ved Bodal-Lårup Skov

Eksempler på oplevelsesmuligheder på stedet: En forstligt drevet skov med forskellige typiske midtsjællanske skovkulturer på morænebund.

 

Bålhytte ved Bromme Plantage

Eksempler på oplevelsesmuligheder på stedet: En forstlig drevet skov med blandt andet typiske skovkulturer på sandet bund samt gammel bøgedomineret blandingsskov, sø og vilde skovsumpe. Sandet og gruset smeltevandsdal med blottede grusgravspartier, hvor man kan se bunden af istidens floder. Med tiden "ny" natur på retablerede grusgravsarealer. Højryggede agre.

 

Bålhytte ved Kongskilde Friluftsgård

Eksempler på oplevelsesmuligheder på stedet: Varieret herregårdslandskab med lunde, ferske enge, græssede overdrev og stendiger. Økologisk drevne landbrugsarealer. Små og store søer samt bække og åer. Naturskov. Et stærkt kuperet tunneldalslandskab med mange flotte landskabsudsigter. Møllegårds-kulturmiljø. Langdysse.

Målgruppe

Bålhytterne giver borgerne i Sorø Kommune nogle "grønne" støttepunkter, hvorfra man kan gå på opdagelse i kommunens varierede natur og landskab, der huser en stor rigdom af dyr, planter og kulturspor fra forgangne tider.

 

Bålhytterne, der er beskrevet nærmere ovenfor, kan benyttes af kommunens naturvejledere, formidlere, skolelærere, klasseråd, pædagoger, foreningsledere med flere til formidling af natur, landskab eller kulturspor i landskabet, herunder udeskole- og friluftsaktiviteter. M.h.t. foreningsledere tænker der bredt fra idrætsledere til turledere i for eksempel de organisationer, der er repræsenteret i Grønt Forum.

 

Bålhytterne kan også anvendes til børne-voksen-arrangementer, hvor forældre og børn har fri rådighed over faciliteterne. Værkstedet i Store Åmose kan desuden benyttes af naturvejledere og andre formidlere i hele Tissø-Åmose Naturpark. Friluftsgården vil sørge for, at der sker en netværksdannelse mellem disse formidlere på tværs af kommunegrænserne mellem Sorø, Holbæk og Kalundborg.

 

 

Form

Bålhytterne udgør en perlerække af oplevelsesmuligheder, der binder kommunen sammen fra Tissø-Åmosen Naturpark i nord til Tystrup-Bavelse Naturpark i syd.

 

For at kunne benytte en bålhytte, kræver det, at mindst en af deltagerne har fået et "brugerkort" til faciliteterne. Flere gange i løbet af året inviteres interesserede borgere i Sorø Kommune til at deltage i en-dagskurser på Kongskilde Friluftsgård, hvor man kan tage brugerkortet og få inspiration til, hvad man kan foretage de forskellige steder. Som en del af brugerkortkurset får kursister en "Hvad og hvordan"-folder med praktiske oplysninger omkring hver enkelt bålhytte. Denne folder er desuden permanent opsat i bålhytterne.

 

Borgerne kan booke en bålhytte ved at ringe til Naturafdelingen på Kongskilde Friluftsgård. Samtidigt med dette kan man ligeledes booke en eller flere temakasser.

 

 

Hytternes udformning

Bålhytterne er lavet af træ. De er ottekantede med en diameter på 8 meter. Centralt i bålhytten er der et bålsted med grillrist. Hytterne har en dør i den ene af de otte sider. De øvrige syv sider er tilskoddede, når hytterne ikke er i anvendelse. Skodder dækker den øverste af siderne og kan tages af under hensyn til vejr og vind på anvendelelsestidspunktet. 

Bålhytten er forsynet med flytbare borde og bænke med videre.

 

 

Sundhedselementet

Vild-mad-aktiviteter. Aktiviteterne handler om at tilberede mad, hvor man har indsamlet nogle af ingredienserne ude i naturen. Man lave urtefrikadeller, naturpandekager, urtete, snorbrød og mange andre retter.

Der foregår også aktiviteter, som berører livsstil-temaet. Det kan være fremstilling af naturcremer og -shampoo. Helbredende urter, - hvad kan man bruge "naturens førstehjælpskasse" til? Afstressende aktiviteter som tegning og maling helt eller delvist med naturens materialer.

Hytten vil også fungere som udgangspunkt for motionsaktiviteter som foreksempel GPS-orienteringsløb med waypoints, kanosejlads og stavgang, hvor naturvejlederen eller andre på fornuftig vis kan kombinere motion med naturvejledning.

 

 

Det grønne element

Bålhytterne giver mulighed for gennem forskellige aktiviteter og eksperimenter at arbejde med naturens materialer eller naturens kræfter. For eksempel: Træskæring, pilefløjterskæring, fuglekassebygning samt tillavning af ting, der anvender vandets, luftens, ildens eller planternes energi.

Det er også et samlingssted, hvor naturvejlederen eller andre brugere af stedet kan instruere deltagerne inden aktiviteter, og hvor man kan samle op på de observationer, man gjorde ude i naturen under aktiviteten.

Der kan for eksempel være tale om en naturvandring, hvor man ser på levesteder som levende hegn, overdrev, dyrket skov, naturskov, "urskov", enge og kulturspor i landskabet. Gennem aktiviteter undervejs på naturvandringen gives deltagerne en førstehåndsoplevelse af biologiske begreber som for eksempel biotoper, biodiversitet og klimaforandringer.

Der er rigtig mange muligheder for at lave aktiviteter, der lever op til Folkeskolens læseplaner på de forskellige klassetrin.

Stedet kan også anvendes som madpakkehus for større voksen-børne-grupper, der har et ønske om at gå på opdagelse i naturen og landskabet på stedet.

 

Grejbank med temakasser

Eksempler:

Klima- og vejrkasse (med for eksempel aktivitetsark og forslag til klima-vejr-aktiviteter på stedet)

Orienterings-kasse (med for eksempel GPS-udstyr, laminerede landkort, kompas)

Bålmads-kasse (med for eksempel nødhjælpskasse, bålgrej til stegning, kogning og bagning)

Sundheds-kasse (med for eksempel pulsmåler, blodtryksmåler, stetoskop)

Insekt-kasse (med for eksempel fangstnet, håndbøger, oplysninger om insektlivet på stedet)

Flora-kasse (med for eksempel bøger, aktivitetsark, oplysninger om floraen på stedet)

Biotopkasse (med for eksempel aktivitetsark og forslag til biotopaktiviteter på stedet)

Miljøkasse (med for eksempel makroindeksskemaer og forslag til miljøaktiviteter på stedet)

Landskabskasse (med for eksempel historisk kortsamling over stedet samt aktivitetsforslag)

 

Inden man ligger sig endeligt fast på, hvilke temakasser, grejbanken skal indeholde, skal der afholdes møde med repræsentanter for kommunens undervisere, pædagoger, foreningsledere, grønne foreninger samt andre, der kan have stor interesse i at benytte de grønne sundhedsværksteder og grejbanken. Et sådant møde vil udgøre inspirationsgrundlaget for hvilke temakasser, der skal etableres i 2010. På mødet vil det ligeledes forsøges at etablere en brugergruppe for naturcentersatellitterne.

 

Brugerne kan booke en tema-kasse i forbindelse med bookningen af en af bålhytterne.

 

 

Vidensbank og udviklingsbase

Naturvejlederne på friluftsgården udgør en vidensbank, som alle kommunens borgere kan trække på med hensyn til natur og friluftsliv. Naturvejlederne vil løbende udvikle nye temakasser til brug ved naturcentrets satellitter med tilhørende kurser for lærere, pædagoger, foreningsledere med flere.

 

RETUR TIL BÅLHYTTER

 

 

 

 

 

Om bålhytterne

 

Tag et brugerkort til bålhytterne

 

Bagrunden - projektbeskrivelse

 

Generelle regler for brug af bålhytter

 

Huskeliste når man benytter bålhytterne

 

Særregler ved brug af de enkelte bålhytter

 

Priser for benyttelse af bålhytterne

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kongskilde Frilufsgård © 2009

www.kongskildenatur.dk